Foreløbig indhold:
1. Dåbskjolen (af Inga le fevre)
2. Mine Tyrkiske strømper (Lise Schrøder)
3. Det vævede divantæppe i Jeppe Aakjærs arbejdsværelse


Dåbskjolen

 

Siden middelalderen er de fleste danske børn blevet døbt. På den tid, hvor man i Danmark var katolikker, var det skik at lade dåben finde sted få dage efter fødselen, da man frygtede de ondes magter og djævelens indgriben. Denne skik ændrede sig ikke meget efter reformationens indførelse.

 

I starten har kristenstøjet, som det tidligere benævntes, været et stykke hvidt firkantet stof, som svøbtes om barnet. Dåben symboliserer, at det lille barn bliver optaget i den kristne menighed, og den hvide farve er symbol på renselse og renhed. I den katolske tid blev børnene lige efter dåben, medens de endnu befandt sig ved døbefonten, iklædt en hvid dragt og en hvid hue, hvorefter præsten sagde: ”Modtag den hellige hvide og ubesmittede klædning, som du skal bære for Kristi domstol, at du må få et evigt liv.”

 

Ved reformationens indførelse blev denne skik afskaffet, men overtroen forsvandt ikke. Folk ønskede stadig en særegent dåbstøj. Det blev nu en verdslig højtidsdragt, spraglet og kostbar, men som i øvrigt arvede al den kraft, som tidligere dragter havde haft. Adelen og de rige borgere og bønder kunne nok skaffe sig kristenstøj til deres børn selv, men det var sværere for de fattige. De enkelte præster overtog nu kirkens tidligere skikke og lånte nu kristenstøj ud for penge. Dette blev efterhånden en skik, at præsten udlejede kristenstøj til deres sognebørn. De burde måske ikke efter den nye lov have indladt sig på det, men overtroen var stor på det tidspunkt og biindtægten var et godt supplement til en ussel løn. Overtroen var så stor, at det var nærliggende at tro, at præstens kristenstøj var kraftigere og derved bedre til at holde onde magter og djævelens indgriben væk end almindeligt hjemmelavet tøj. Fra midten af syttenhundredetallet fik andre end præster også mulighed for at leje kristenstøj ud, og derudover havde man på nogle herregårde to sæt kristenstøj. Et som herskabet selv brugte og et som blev lånt ud til herregårdens arbejdere.

 

Kristenstøjet ændrer sig fra at være et svøb til en pose og derfra til en pose med hul til armene. Der kunne også foruden kysen være en lille trøje til. Fra begyndelsen af attenhundredetallet begynder dåbskjolerne at

ligne dem, vi kender i dag, og fra omkring 1850 er de næsten alle hvide. Det blev mere og mere almindeligt, at man havde familiedåbskjoler, hvor slægtens børn blev døbt i. De er alle lavet af det fineste stof eller broderet med hvidt broderi.

 

I min slægt har vi to dåbskjoler, der begge er syet af min mormor. Den ældste, der er brugt til slægtens børn i min moders og min generation, er i tyndt hvidt stof med flæse forneden og flæser i hele forstykkets længde. Der var lyserøde silkebånd til pigerne og lyseblå til drengene. Der var en lille kyse til, men så vidt jeg husker, har den ikke været brugt ret meget, da den er meget lille. Min mormor har broderet alle de børns navne, der er døbt i kjolen, ind på forstykket med hvide fladsting. Jeg kan ikke huske, om der er yderligere broderier på den. Det kan der godt være, for min mormor var meget dygtig og glad for at brodere. Denne kjole er nu afleveret til Hals Museum. Jeg tror, at jeg vil bede om at få lov at se den en dag.

Den anden dåbskjole, som min mormor også har lavet er med venitiansk broderi. I den er mine søstres børn og børnebørn døbt. Deres navne er broderet på efter dåben. Den er stadig i brug, når der er lejlighed til det. Så vidt jeg husker, er der ingen kyse til, sikkert efter erfaringer fra tidligere.

I dag er det ikke ualmindeligt, at man får syet en dåbskjole af sin brudekjole eller konfirmationskjole.

 

Inga le Fevre.

Kilder:

Textil på liv och död. Ölands Museum.

Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden.

Den Gamle Bys Lommebibliotek 5: Dåbstøj

 

 ------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Mine tyrkiske strømper.                 

En sommer engang i 1980´erne holdt min mand og jeg sommerferie på en campingplads i Gümüldür, en lille landsby i det nordvestlige Tyrkiet.

På en tur til Efesos gjorde vi holdt i den nærliggende by Selcuk, og besøgte der det farverige marked, hvor der var ”melongader” i både grønt og orange, grøntsagsboder med sirligt arrangere bønner i lige rækker, chili trukket på snor, appelsinpyramider og persille arrangeret som krans om handelsmandens stråhat; sig ikke, at tyrkerne ikke forstår sig på æstetik.

En del af markedet var helliget tekstiler og dér faldt jeg over et par strømper, som jeg bare måtte eje. Kraftige hjemmestrikkede uldne strømper af hårdt spundet garn.

De har i perioder pyntet på væggen i entréen blandt andre hjembragte tekstile kuriositeter

Og så!  Sidste år ved decembermødet havde vores forening arvet en del bøger og blade fra Ellen Jensen – og dér, blandt mange lå ”Knitted Stockings from Turkish Villages” . Den så interessant ud – strømperne på forsiden lignede noget jeg kendte!

Materialet i mine strømper er som sagt hårdt spundet, uld af får. Skaftet er 23 cm langt, hælen en timeglashæl, hvilket gør at de er rigtigt svære at få på. Størrelsen er ca. 40. Hæl og tå har andre mønstre end skaft og fod, der har en gennemgående mønsterbort i forskellige farver. Egentlig var det først, da jeg fik bogen og gik på opdagelse i den, at jeg opdagede, at det er den samme mønsterbort der gentages, så forskellige virker de p.gr.a farvernes indbyrdes påvirkning.

I bogens indledning beskrives de unge pigers arbejde med spinding, farvning og strømpestrikning som en oplæring til deres egentlige beskæftigelse: tæppevævning. I denne opdragelse ligger der oplæring i sammensætning af farver, omgang med materialer og mønstre.

Mange strømpemønstre har navn og tilhørssted. Stjerne, blomst, knaphul, kaninøre, valnøddekerne, kamelhals, knap (som i øvrigt har en Selbu-stjerne som en del af mønsteret).

Strømpernes mønstre og farver er udtryk for alder, identitet, social rang, om gift eller ugift. De er således aflæselige symboler for alle, der forstår det ”alfabet”. Symbolerne er opstået i en tid, hvor kvinder var analfabeter (og det er de måske i høj grad endnu i de østlige provinser); mønstrene er udtryk for strikkerens idéer og oplevelser, og der kan være strikket ønsker og gode tanker ind i strømper-ne, ligesom man kender til det fra Arantrøjerne  (det er dem med snoninger).

da bønderkonerne ikke kan læse og skrive bruger de denne ydmyge kunstform til at vise deres indre verden”.  (min oversættelse)

Kvinders strømper er enklere i mønstring, ikke så lange som mændenes – kvindernes skørter eller pludderbukser er jo længere end mændenes bukser, der går til under knæet og er stukket ind i strømpeskaftet.  Ugifte pigers strømper har vandrette borter i rødt eller pink, som jeg tror er oversættelse af violet. Der er i bogens afsnit om farvning af ulden ikke nævnt noget om, hvad der farver pink, men derimod et afsnit om planter til farvning af violet. Drengestrømper er strikket med lodrette ribmønstre i blåt og grønt. Gifte mænds og kvinders strømper er med vandrette mønsterborter. Mine strømper er således til en gift kvinde. Og det var jo meget passende. Bortset fra mønstret, altså, som hedder ”Young man´s moustache”.

Kilde: Knitted Stockings from Turkish Villges af Professor Kenan Özbel, 1981.

 

Lise Schrøder.
Midtjysk Tekstilkreds

 

 ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det vævede divantæppe i Jeppe Aakjærs arbejdsværelse.

For nogle år siden begyndte vi at arbejde med at kopiere et strikket sengetæppe i børneværelset (Kahytten) på Jenle, det fostrede også tanke om at genskabe det vævede tæppe på Jeppe Aakjærs divan i arbejdsværelset.

Egentlig var det et møde med bevaringsanstalten under Skive Museum, der gav det sidste skub ift. genskabelsen af de to tæpper. Solen, lyset og vekslingen mellem varme og kulde – sommer og vinter – går hårdt ud over de udstillede genstande – herunder også tekstilerne. Derfor var anbefalingen også, at vi lavede kopier og gemte originalerne under forsvarlige forhold, så de også fremover kunne betragtes.

Første projekt kom godt i gang. Det blev søsat ifm. Stof – og Kulturugen i 2010. En uge som vi har på Jenle hvert år i begyndelsen af juli, og arbejdet med det strikkede tæppe er nu slut. Når det nye tæppe er færdigt skal originalen gemmes væk i syrefrit papir og karton – væk fra sollys og under konstant temperatur – såvidt det er muligt.

 

Det andet projekt – det vævede tæppe i arbejdsværelset – er også afsluttet. Vi er 3 vævere – Ellen Lidegaard fra Dommerby, Enny Beck fra Vile (Vile Gårdbutik) og undertegnede. Vi deltager alle i Stof – og Kulturugen og i forbindelse med ugen i 2010 forhørte jeg mig hos dem, om de ville være med til projektet. Et projekt med en tidsramme på omkring 1 år. Vores mål var at være færdige i 2012 og at kunne præsentere tæppet ifm. sommeråbningen af Jenle.

 

Genskabelsens første skridt

Det første vi måtte i gang med var måltagning (længden og bredden) og aflæsning af den væveteknik, der var anvendt, samt hvilket materiale tæppet var vævet med. Det originale tæppe er meget slidt, så trendtrådene er ganske tydelige. Desuden kan man se, at det har været klippet op – vendt – og syet sammen igen – måske pga. slid. Det trænger i høj grad til at blive gemt væk.

Resultatet af vores undersøgelse blev, at tæppet er vævet i blåt, brunt og rødt uldgarn på en hvid trend. Det er vævet i munkebort, hvor mønstertråden bindes sammen af lærredsindslag. Det blå uldgarn er bundfarven i lærredsbinding og munkeborten dannes så i forskellige bredder af det røde og brune uldgarn.

 

Genskabelsens næste skridt

I det tidlige forår 2011 kørte vi til Silkeborg for at købe garn. Valget faldt på Møbelåtta – 2 trådet uldgarn fra Bockens Garner. Og så kunne arbejdet gå i gang. Alle der har kendskab til vævning ved, at det er en lang proces. Der skal laves trend, trådene skal i redekam, der skal bommes, sølles, kammes og frembindes.

 Til slut bindes væven op, så der bliver forbindelse mellem søller, sideskamler og tramperne, hvori mønsteret ligger.

 Vævningen kan begynde. Og vi skal væve 2,5 m i en bredde på 140 cm. Desværre kunne vævningen ikke præsenteres på Jenle. Det ville vi ellers gerne ifm. sommeråbningen. Men væven var for stor til, at vi kunne transportere med den. Og i vinterperioden er der ingen varme på Jenle, så det ville være umuligt at sidde dernede og arbejde ved væven. 

 Det originale tæppe

Divantæppet i Jeppe Aakjærs arbejdsværelse er helt sikkert vævet i Ribe hos Nanna Aakjærs søster Jenny. Jenny blev som 21-årig i juli 1883 gift med forstander Søren Salling Hansen. 
       

Søren Salling Hansen

De bosatte sig i Ribe og sammen skabte de ”Ribe Mælkeri – og Højskole” med adressen Korsbrødregade 8 – 10. Her kom mange af Danmarks første mejerister og mejersker på skolebænken. Søren Salling Hansen var sønderjyde og hans væsentligste indsats var den nationale agitation i Sønderjylland. Han dannede grobund for Den nordslesvigske Skoleforening (i dag Sønderjysk Skoleforening), ligesom han også stod for at forbedre se sociale forhold for de unge mejerister og mejersker, der gik på hans skole. Han var aktiv i såvel kvindesagsbevægelsen og som fagforeningsagitator.  

 

Jenny Salling Hansen

Jenny kom fra et meget aktivt, grundtvigsk hjem, der var medlem af Morsø Valgmenighed. Hun blev konfirmeret fra Ansgarkirken i Øster Jølby på Mors. Hun kom på Askov Højskole og var således godt rustet til at stå ved Søren Sallings side i driften af højskolen i Ribe.

Jenny var erklæret socialdemokrat og medlem af Dansk Kvindesamfunds lokale ledelse. Ved Systemskiftet i 1901 blev der vedtaget en række love, der gav kvinder og tyende lige valgret med mændene. Det drejede sig bl.a. om valg til menighedsrådene i 1903. Hertil blev Jenny Salling valgt i 1908. Og noget af det første hun arbejdede for, var, at kirkeklokkerne også skulle ringe, når fattigfolk skulle begraves.

 

Allerede før ægteskabet med Søren Salling var Jenny uddannet væverske. Hun havde i slutningen af 1880’erne gennemgået Nathalie Zahles faglærerkursus, og derefter undervist indtil 1920 i håndarbejde og vævning, såvel på forskellige kurser på højskolen som på særlige håndarbejdskurser, der foregik i såvel skolens som i Dansk Kvindesamfunds regi.

Sideløbende med arbejdet som højskolemor og menighedsrådsarbejdet oprettede og havde Jenny Salling altså en væveskole.

 

Væveskolen drev hun fra 1899 og her blev såvel yngre som ældre kvinde udlært i faget. Familiens sommerhus ”Vævestuen” i Søndervig – opført 1913 – blev udsmykket med egne væverier, men også med Nanna Aakjærs fine billedskærerarbejder. Sommerhuset tjente dog også som salgsudstilling hvorfra dele af vinterens produktion fra væveskolen blev solgt.

 

Ved Søren Sallings død i 1918 drev Jenny højskolen videre som forstander, dvs. fra 1918 – 1920. I den periode blev ledelsen af væveriet overdraget til datteren – Gudrun – der havde undervist dels på skolens egne vævekurser, men også på en væveskole i Nykøbing Falster. Flere gange havde hun også være på studierejser til Norge og Sverige for at studere væveri og tage mønstre med hjem. I samme periode indskrænkede man undervisningen, så den stort set kun omfattede uddannelsen af egne væversker.

 

I 1920 sælges Ribe Mælkeri- og Højskole og Jenny køber og flytter ind i huset overfor – Korsbrødregade 5. Her indretter hun væveriet ”Vævestuen” og driver det sammen med Gudrun, senere bliver også Gudruns datter Elsebeth inddraget i væveriet. Her blev opbygget et meget omfattende væveri, der foruden familien selv også omfattede 3 – 5 ansatte damer samt nogle lærlinge. Man producerede forskellige boligtekstiler, dog ikke gulvtæpper og metervarer.

Jenny Salling Hansen døde 18. februar 1939. Herefter drev Gudrun væveriet videre indtil det ophørte i 1955.  

 

I dag kan man på Jenle stadig se nogle af Jennys fine vævearbejder. Jeppe og Nanna købte nemlig stoffer til gardiner og møbler i væveskolen, da de bosatte sig på Jenle i 1906. Det er eks.: tæppet og puden på Aakjærs divan i arbejdsværelset, gardinerne i dagligstuen samt betræk på flere stole.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

                                                                                 Vinnie ved væven.

Det nye tæppe.

 

Ellen og Enny tager tæppet af væven.

 

 

Vinnie Linderoth.

 



 

 

 

 

 



















 

 

7